Du vil sikkert tro jeg er bindende gal, eller noget i den dur. Men jeg sad igår aftes og skulle skrive en stil til idag. Overskriften var "Om at reagere" hvori jeg skulle reflektere over citatet: "Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os, men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere over for det, der sker os." Det var meget svært for mig. Og fik råd fra nogle venner. Men til sidst, kom en masse en i mit hoved. Jeg vil dele den med jer, da andet afsnit har kæmpe betydning for mig, da det handler om min farfar. Jeg ville blive glad, hvis I ville give jeres mening om den. :-)
"Vi
vælger jo ikke selv hvem vi elsker os i, men vi kan vælge hvordan vi vil
reagere. Er han en mand med et stort hjerte eller er han et svin? Så vælger vi
ikke selv hvem vi forelsker os i. Man kan jo ikke gå ned i byen, vælge fyren
med de blå øjne, det charmerende smil, lækkert hår og fede stil, også sige:
”Ham vil jeg forelske mig i”. Nej. Forelskelse er en følelse, det er kemi
mellem to mennesker. Ikke noget man vælger. Man kan blive forelsket i det
største svin, uden at forstå hvorfor. Vi vælger det jo ikke selv.
Hvordan
reagere man egentlig når man får af vide, at ens elskede har kræft og kort tid
tilbage? Jeg husker ikke hvordan jeg reagerede dengang min farfar fik
konstateret lungekræft. Jeg var ikke så gammel, så jeg forstod det ikke
rigtigt. Men da jeg så ham, var jeg bange for ham. At han begyndte at miste
hår, pga. alle kemobehandlingerne, at han ikke længere kunne sidde og spille
kort med mig, eller smile på samme måde. Men på lå hjælpeløs i sengen. Men jeg
troede på, at en engel holdt hånden over ham, at det bare var en af de prøver
Gud giver os. Men nej, jeg tog fejl. Jeg drømte en drøm, en drøm om at min
farfar døde, at han fald ud af hospitalssengen, og slog hul i hovedet,
hvorefter han døde, da de få timer før havde valgt at slukke respiratoren. Jeg
vågnede, jeg græd. Men lagde mig til at sove igen. Om morgenen sad mor i
køkkenet, noget var galt. Hun fortalte at farfar var gået bort, og himlen havde
fået sig endnu en stjerne. Min reaktion var, at jeg begyndte at græde. Min højt
elskede farfar var taget fra mig. Hvorfor Gud valgte at min farfar skulle dø,
det ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg reagerede som jeg gjorde - jeg græd.
Man
er fri til at vælge hvordan man vil reagere over for de ting der sker os, men
ikke hvad der sker os. Selvfølgelig vælger vi ikke selv at blive syge, at miste
noget eller dø. Men nogen ting vælger man selv. Man vælger selv hvad man vil,
hvorfor man vil det og hvad man vil med det. Når man tager en beslutning,
kræver det at man har mod til at være et frit menneske. Gør hvad du kan, med
det du har, der hvor du er."
- Aimée Elisabeth.
