Min skat.

Tanken om at jeg ikke ved hvordan du har det. Hvordan du trives. Om du glad eller om du er ked af det. At jeg ikke kan være hos dig hele tiden. At jeg ikke længere kan se dig vokse op. At jeg ikke længere kan putte med dig. At du ikke kan komme ind til mig om natten, fordi du ikke vil sove alene. De mange aftener, hvor du nød at være længe oppe og lavede pandekager. Jeg savner dig, min lille skat. Og selvom der går flere uger imellem vi ser hinanden nu, så føles det som en evighed for mig. At jeg bliver forbudt at se dig, gør mig sur. Men uanset hvad, ved du hvor du har mig. Jeg er lige her. Og jeg håber kun det allerbedste for dig. Min elskede lillebror. <3 <3

Gives you hell.

http://www.youtube.com/watch?v=_cHf2pfj67o

Føler mig rastløs. Sur. Skuffet. Irriteret. 
Jeg fatter ikke dette sker for mig. Jeg troede på det bedste. Jeg troede du endelig havde ændret dig. At du endelig kunne se bort fra din fortid og blive en ny person. En person, som ikke længere havde behov for at lyve, for blot at få det godt med dig selv. Jeg har altid troet at du var tro overfor mig, jeg havde så meget tillid til dig. Selvom andre voksne mennesker, prøvede at få mig til at åbne øjnene overfor sandheden. Jeg ville ikke tro på dem. Fordi du skulle være mit forbillede, du skulle være den person jeg skulle leve op til. Men jeg tog fejl. Fejl af dig. Jeg skulle have lyttet til de andre, fra starten af. Så var jeg nok ikke endt her. I denne latterlige smerte. Ikke kun overfor mig, men også min bror. Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kan du få dig selv til at skrive, at du er skuffet? Hvis der nogen her der bør være skuffet, er det da i allerhøjeste grad min bror og jeg - IKKE dig! Du har svigtet os gang på gang. Måske såre det dig, at jeg skriver det her. Hvis du overhovedet har nogle følelser. Du er så arrogant. Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg har det indeni. Og den eneste måde jeg kan komme af med det på, er at skrive her. Jeg har mistet alt respekt for dig. Hvordan kan du gøre det imod os? Hvordan kan du gøre det imod dig selv? 

Fanget i et tomrum.

Har du nogensinde haft den følelse, at du ikke ved hvor fanden du har dig selv? Det ene tidspunkt er man glad og alting føles godt. Og ligesom alting ser lyst ud, bliver alting sort og hvidt, man bryder ud i gråd på ingen tid. Jeg ved ikke helt hvorfor, eller gør jeg? Der så mange ting der kører rundt i mit hoved. Jeg er flyttet tilbage til Helsingør, efter 3 måneder i Farum, hvor jeg bare ikke kunne falde til. Jo, jeg føler mig hjemme her og det skønt. Jeg har mine venner, familie, skole og arbejde her. Men jeg mangler noget. Mit humør svinger hele tiden. Jeg kan stå og grine over ingenting og pludselig bryde ud i gråd. 

Har du nogensinde haft den følelse at du føler dig trådt på? Virkelig trådt på. Sådan har jeg det nu. Den person der burde være mit forbillede, den person der burde elske mig højst af alle mennesker i verden og som jeg burde elske lige så højt, egentlig ikke er den man troede? At alt hvad der nogensinde er blevet sagt, er løgn på løgn? Det lyder måske åndsvagt, I tror nok det noget jeg siger, fordi jeg er sur? Nej .. Det er sådan det er. Det kan ikke laves om. Jeg troede virkelig på at det skulle være mit forbillede, men det skulle det ikke være. Jeg har ikke nogen at se op til længere. Jeg fatter ikke hvordan du har kunne lyve om ALT overfor mig? De mindste ting, som ikke betød noget til alt det der betød mere end alt. Ikke kun overfor mig, men også overfor alle andre. Tror også du lyver overfor dig selv .. Måske kan du bare ikke klare sandheden og den virkelige verden? Du ikke et dårligt menneske, du kan bare ikke finde ud af at have den rolle du valgte for 18 år siden og det såre mig inderligt at det skal være sådan. Det er gået for langt ud og jeg kan ikke klare det længere. 

Der så mange ting der bekymre mig. Bliver jeg nogensinde til noget? Hvad skal der ske med dig? Med mig? Med os? Med det her. Hvor står jeg? Jeg føler mig fanget i et sort hul, jeg ikke kan komme op af. Jeg står bare her. Jeg kan intet gøre. Jeg bekymre mig om alle andre. Jeg er så dårlig til at tænke på mig selv. Hvordan kommer jeg ud af det her? Hvornår får jeg lov at være glad? Hvornår stopper de onde stemmer i mit hoved? Hvornår bliver alting godt igen? Hvis jeg gør hvad jeg tror er bedst for mig, er jeg bange for at såre andre. 

Nej, jeg har aldrig haft en kernefamilie. Mine forældre blev skilt da jeg var ganske lille. Det har altid været min far, der har passet og været der for min bror og jeg. Altid. Den eneste mand der aldrig nogensinde har svigtet mig. Ligemeget hvor fuckt op jeg har opført mig, uanset hvor mange dumme ting jeg har gjort, uanset hvor dum jeg har været, har han ALTID været der, stået med armene åbne og taget mig til sig. Min helt. Jeg kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er, også selvom jeg er dårlig til at vise det. Vi har alle lavet fejl. Men du har altid været den bedste mand og far for os. 
- Jeg husker ikke mine forældre sammen. Jeg har set billeder fra mine fødselsdage, men jeg husker det ikke. De var sammen til min norfinmation, men jeg husker det dårligt, at de var sammen. Kan huske dagen. Men kan ikke huske at mine forældre var sammen. 

Jeg er håbløs. Jeg er fuld af vrede, gråd, skuffelse. Hvor skal jeg komme af med det henne? Jeg blev bedt om at komme ud med det igennem bloggen, for det mener min reserve mor jeg er god til.

Jeg vil takke min reserve mor Pia Hedegaard, min bedste veninde Frida Jørgensen, min skønne far Bo Bloustrød og min veninde Signe Levring, for at være der for mig i denne tid. For den evige støtte. Kærlighed til jer. <3 <3