Min historie - min tatovering.

Jeg kan ikke beskrive med ord, hvilken følelse jeg havde i maven da jeg sad med armen på den lille pude, og tatovøren kørte nålen i min hud. En masse flash back fløj gennem mit hoved - de sidste par år af mit liv, har været som en rutsjebane - op og nedture. Ikke alle kender til min historie, og min fortid - da jeg ikke har ville råbe højt om den. Folk tænker det sikkert bare har været mobning, som man hører så tit. Men nej, jeg er faktisk aldrig nogensinde blevet mobbet.

Min mor og far gik fra hinanden da jeg var helt lille, i virkeligheden husker jeg slet ikke mine forældre sammen - så jeg har aldrig oplevet at være i det man kalder "kernefamilie" - den perfekte familie. Min mor var meget syg og flyttede til Tyrkiet - kender ikke hele historien, men i virkeligheden er jeg ligeglad - for hun kom tilbage til mig. Min fars familie kan stadig ikke accepterer min mors valg for 15 år siden, og det går mig grænseløst på, at de ikke bare kan komme videre.

Det er ved at være 5-6 år siden det hele for først gang ramlede ned over mig. Der skete en hel masse og jeg kunne næsten ikke følge med.

År 2007, var det år alt startede.
Min farfar blev alvorligt syg. Han havde fået lungekræft, som I også kan læse i et af mine andre indlæg. Han blev kastet rundt mellem hospitaler og hjemmet. Ærlig talt, så forstod jeg det ikke rigtigt. Men jeg kunne mærke noget var galt, for min familie var ikke glade på samme måde, og farfar rendte rundt med en ilt flaske. Han fik opereret den ene lunge ud. Men efter flere lange måneders hård kamp, kunne han ikke længere. Han og farmor valgte derfor at slukke for respiratoren, for at farfar ikke skulle lide mere. Dette kom som et stort chok for mig, for jeg var overbevidst om at INTET kunne slå min farfar ned. Men det kunne kræften. Selv den dag idag, efter snart 5 år, fylder det stadig meget i mig.

Jeg begyndte at cutte i mig selv. Jeg prøvede at fjerne smerterne og tankerne et andet sted hen. Jeg gjorde det ikke kun én gang, jeg blev ved. I over 1 år gjorde jeg det næsten hverdag. Med barberskraver, smadret glas, sakse og alt andet der var skarpt. Jeg husker en Lørdag aften, min bror og jeg skulle se film, jeg glemte alt om han var der og træk ærmerne op, min lillebror fik tårer i øjnene og kiggede på mig og jeg udbrød: "Hvad fanden glor du på?" Han pegede på min arm, der var fyldt med ar, og forstod ingenting. Jeg brød sammen. Jeg stoppede en kort periode, men der blev ved med at ske ting.

Jeg flyttede skole fra Nordvest skolen til Tibberup, men flyttede igen efter få måneder. Jeg var i en vanskelig alder, alt pissede mig af og jeg kunne ikke være under samme tag som min far og lillebror. En Tirsdag valgte jeg at pjække fra skole, pakke alle mine ting og tage toget hjem til min mor. Efter nogle timer stod jeg på Odense banegård, greb telefonen og ringede min mor op: "Kom og hent mig på banegården." Jeg græd og græd i flere timer, min far ville ikke lade mig blive. Jeg kom hjem til Helsingør igen, men der gik ikke mere end to måneder også stak jeg af igen, denne gang tog jeg ikke hjem. Jeg flyttede med mor til Langeskov, og den 14 April 2009 startede jeg på Langeskov skole afd. Bakkegård skolen. Jeg var fyldt med makeup og exstensions, det var min måde at skjule at jeg var ked af det. En facade.

Jeg mødte denne pige på nettet, den 21 Januar 2009, vi skrev sammen flere timer om dagen, og efter kun en uge, havde jeg fortalt hende ALT om mig. Ting ingen andre vidste. Vi blev hurtige gode veninder, jeg mødte hende for første gang den 6 Marts 2009. Jeg glemmer det aldrig nogensinde! Vi blev bedste veninder. Jeg boede på Fyn mens hun boede i Frederiksværk. Men op under et år, endte vi med at bo i samme by. Hun var som en søster for mig, min anden familie - mit andet hjem. Og sådan har jeg det stadig den dag idag! Hun blev meget syg, og det tog hårdt på mig! Jeg begyndte at gøre skade på mig selv - igen. Jeg kunne ikke andet end tænke på: "Hvad skal jeg gøre uden hende?" Hun havde endelig fundet glæden frem i mig efter flere år med nedture. Vi har godt nok haft vores små nedture og skænderier - men vi har altid mødtes på midten igen. Og det er jeg glad for. 4 år er snart gået, og hun er stadig den der kender mig allerbedst. I love you, girl. <3 <3

Vi flyttede fra Langeskov til Ullerslev, da mor valgte at flytte sammen med sin kæreste. Det gik rigtig godt, hans piger var som mine søskende og vi fik et tæt bånd sammen. Men flere personlige ting, gjorde at det ikke fungeret som ønsket. Igen skulle jeg pakke mit værelse og videre. Heldigvis ikke til en ny by - jeg kom hjem igen, til min hjemby. Helsingør. Hver gang jeg pakkede noget ned, trillede en tårer. Jeg var endelig faldet til og min bedste veninde boede kun 10 minutter væk. Jeg skulle sige farvel til min klasse, jeg havde lovet mig selv ikke at græde - men kunne ikke længere holde det ud, da flere af mine veninder brød sammen. Den 9 April 2010, jeg skulle sige farvel. Jeg mødtes med min bedste veninde, vi gik hinanden i møde og da jeg kunne se hende, løb jeg mod hende og brød fuldstændig sammen, vi holdte om hinanden i flere minutter og græd. Fra den dag jeg skulle sige farvel til jeg skulle starte i ny skole den 20 April, græd jeg uafbrudt! Tror aldrig jeg har grædt så meget, som jeg gjorde der! Jeg flyttede igen skole. Faldt hurtigt til, var venner med alle og havde det godt. Jeg fandt sammen med en fyr, vi havde det rigtig godt sammen. Efter 2 måneder, var der bare nogle ting, der ikke fungerede - vi gik fra hinanden. Og med pres fra fars side af familien, om at det ikke var godt for mig at bo hos mor. Jeg brød sammen, kunne ikke holde det ud mere - jeg flyttede tilbage til min far. Men det gik ikke som ønsket og efter et års tid flyttede jeg igen hjem til min mor.

Vi boede på Vapnagård, Hestens Bakke.
Mor havde en veninde boende i noget tid, indtil fogeden stod foran vores dør og smed os ud, fordi min mors daværende veninde ikke have betalt husleje, da det var hendes tur. Vi fik 15 minutter til at pakke de mest nødvendige ting, og komme ud. Jeg kunne ikke klare at se min mor sådan, hun græd som aldrig før. Vi boede på hotel i 8 dage, også kom vi ned på et akut værelse, på 12 kvadrat meter. Mors gode ven tilbød os at flytte ind i kælderen hjemme ved ham, og da boede vi fra den 1 Februar 2012 - 4 December 2012. Jep, endnu engang skulle jeg pakke mine ting, og videre - til endnu en ny by. Nu bor jeg i Farum, og det er dejligt at vi har vores helt eget nu. Men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke gad. Synes jeg har flyttet nok - det her bliver sidste gang jeg flytter - indtil jeg flytter hjemmefra!

Den dag idag er jeg stærkere end nogensinde! Jeg behøver ikke længere gemme mig bag en facede af makeup og falsk hår. Jeg har valgt at være mig selv, bruger ikke makeup til hverdag, går det i det tøj der passer mig. Jeg har ikke cuttet i næsten 2 år. Jeg har fået en fætter og kusine. Jeg går på 10.Klasseskolen, jeg pjækker ikke længere og passer min skole hverdag. Jeg har et skønt fritidsjob i NETTO Ålsgårde, som jeg er glad for! Søde kollegaer og en skøn chef! Mit forhold til min mor er stærkere end nogensinde før.

Og til dig der har brugt tid på at læse dette, tusind tak!
- Det var skønt at komme ud med det. Der er meget mere, men det holder jeg for mig selv, for det er meget personligt.

 

Denne tattoo symboliserer at jeg har klaret mine kampe og at der stadig er håb forude, man skal tro på sig selv. Farvel til kniven, glasset og alt andet. Jeg er en glad pige nu, trods alt. Når jeg kigger ned på mit håndled får jeg flash backs, tårerne presser på - men jeg smiler.