Slipper tankerne fri ...

Hvad fuck er det for en verden vi lever i?
Der fucking sult, fattigdom og sygdom overalt! 

- I Danmark kan man snart ikke gå på gaden, uden at blive skudt, voldtaget eller berøvet. Hvad fanden er det for noget? Hvordan fuck er det folk er blevet opdraget? Hvor fuck har forældrene været?

Folk der overfalder gravide kvinder og sparker dem i maven. Folk der klipper en ung mor i håret og tøjet, uden grund. Folk der slår en tilfældig person ned? Nu man galskaben fandeme stoppe.

Skal det virkelig være rigtigt, at man ikke kan få lov at gå ud for sin dør, uden man skal gå og bekymre sig? 

Hvor fuck har I tabt hjernen henne? Hvorfor kan vi ikke få lov at føle os trygge i vores eget land, i vores egen by, på vores egen gade? At man skal være bange for at sende sine børn ud på legepladsen? Helt ærligt .. - Det lige før jeg ikke har lyst til at sætte børn til verden, fordi jeg ved hvilket fuckt up og sygt samfund de kommer til, det vil jeg ikke byde nogen.

At folk slår deres eks kærester ned eller andre ned pga. jalousi? For fanden ..

Og hvad fuck er det Facebook er blevet til? Dengang jeg oprettede en Facebook, var det for at holde kontakt til venner og familie - og jeg fandt da ud af jeg havde mere familie, end jeg lige havde regnet med!(y). Nu er det blevet til et fucking like hunter sted? Hvor folk gør alt for fucking likes? Amen forfanden, det er sørgeligt at se på .. Folk der klipper sit hår af, ødelægger ting, suger på en brugt tampon og fucking filmer de giver penge til en fattig? Generelt bare gør sig selv til grin .. Hvad fanden er det for noget? Hvorfor stopper forældrene dem ikke? Folk bliver mobbet for groft. Hvorfor skal man ansøge en eller anden åndsvag, for at få likes på sit profilbillede? Helt ærligt - nu stopper galskaben fandeme. Det gør mig fandeme arrig, at se at folk udnytter hinanden på den måde. At folk bogstavelig talt gør ALT for likes? Det ender med at en dag, du ligger mellem liv og død, og du bliver tilbudt hjælp, vil du hellere have likes? Amen for fanden, det sørgeligt at se på ..

Tænk man skal frygte, at hver gang man går ud af døren, om man kommer helskindet hjem? At ens forældre skal bekymre sig så meget - pga. dagens Danmark er så syg?
Og nej, lad nu fucking være med at sige, at det er indvandrene - for det er det ikke. Der er sgu ligeså mange danskere der syge i hovedet. 

Hvorfor kan vi ikke bare alle acceptere hinanden uanset hudfarve, højde, vægt, øjenfarve, accent, baggrund, fortid? Forfanden, kom nu ind i kampen. 

Hvad er det for en dobbeltmoralsk verden? "Vi skal være gode mod alle." "Behandl andre som du selv vil behandles." Så du må gerne svine en til, men hvis de siger noget igen, så er alle imod dig og du er offer? Ej stop nu ..

Og lad nu fucking være med at fortælle alt til fucking Facebook - man kan snart ikke finde en normal status på Facebook mere. Alle skriver "Like den her status og jeg gør .." "Hvis den her status får 17000 likes, så ...." "Del dette billede, hvis du elsker din far, hvis ikke er du kold hjertet" Amen forfanden, tag jer nu fucking sammen. 

Hvad fanden er det for en fremtid I vil have? 
Hvorfor gøre alt for likes?
Folk smider fandeme snart alt tøjet og slår en ihjel, bare for at opnå likes.

Det fandedderperkme da sørgeligt ..
Jeg flover mig virkelig over at det skal være sådan.

Og hvad fuck sker der for kommunerene?
De hjælper ikke en fucking skid. 
Her skal man fandeme gøre noget kriminelt før de vil hjælpe en?
Flover mig over samfundet .............

Lyset for enden af tunnelen.

Jeg tager mit headset i ørene, sætter sangen på - mine tanker flyver rundt i hovedet på mig, jeg fælder en tårer, jeg fælder endnu en. Jeg går i min egen verden. Er ligeglad med hvad folk omkring mig synes - de kigger måske underligt, fordi jeg græder. Men hey, det er den eneste måde jeg kan komme ud med mine følelser - ud med min vrede. 

Det sidste stykke tid, er der sket så meget, som virkelig har vendt op og ned på mit liv - min hverdag. Jeg havde aldrig nogensinde troet at jeg skulle stå her, aldrig. 

Du valgte mig selv fra - jeg accepterede det, for i virkeligheden ville jeg aldrig kunne se dig i øjnene igen. Men at du fortæller folk omkring dig og mine brødre, ting om mig, som ikke passer, bliver jeg sur. Har allermest lyst til at råbe dig i hovedet. Men du er ikke det værd - du har ingen værdi længere. Man kan ikke lyve for en løgner.

Ja, de sidste par måneder har været lort - har været helt nede, hvor man ikke kunne bunde længere. Men nu kan jeg se lyset for enden af tunnelen. Jeg har truffet nogle dumme valg - men også gode valg. Er sikker på at jeg er på rette vej nu. Det er begyndt at gå bedre nu.
- Og det kan jeg takke mine dejlige venner, veninder, far, brødre, farmor og min søde kæreste for. 

Lad det blive ved med at gå den rette vej - så når jeg til tops en dag, jeg kæmper!

http://www.youtube.com/watch?v=pgEFfZOV9GQ

Min skat.

Tanken om at jeg ikke ved hvordan du har det. Hvordan du trives. Om du glad eller om du er ked af det. At jeg ikke kan være hos dig hele tiden. At jeg ikke længere kan se dig vokse op. At jeg ikke længere kan putte med dig. At du ikke kan komme ind til mig om natten, fordi du ikke vil sove alene. De mange aftener, hvor du nød at være længe oppe og lavede pandekager. Jeg savner dig, min lille skat. Og selvom der går flere uger imellem vi ser hinanden nu, så føles det som en evighed for mig. At jeg bliver forbudt at se dig, gør mig sur. Men uanset hvad, ved du hvor du har mig. Jeg er lige her. Og jeg håber kun det allerbedste for dig. Min elskede lillebror. <3 <3

Gives you hell.

http://www.youtube.com/watch?v=_cHf2pfj67o

Føler mig rastløs. Sur. Skuffet. Irriteret. 
Jeg fatter ikke dette sker for mig. Jeg troede på det bedste. Jeg troede du endelig havde ændret dig. At du endelig kunne se bort fra din fortid og blive en ny person. En person, som ikke længere havde behov for at lyve, for blot at få det godt med dig selv. Jeg har altid troet at du var tro overfor mig, jeg havde så meget tillid til dig. Selvom andre voksne mennesker, prøvede at få mig til at åbne øjnene overfor sandheden. Jeg ville ikke tro på dem. Fordi du skulle være mit forbillede, du skulle være den person jeg skulle leve op til. Men jeg tog fejl. Fejl af dig. Jeg skulle have lyttet til de andre, fra starten af. Så var jeg nok ikke endt her. I denne latterlige smerte. Ikke kun overfor mig, men også min bror. Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kan du få dig selv til at skrive, at du er skuffet? Hvis der nogen her der bør være skuffet, er det da i allerhøjeste grad min bror og jeg - IKKE dig! Du har svigtet os gang på gang. Måske såre det dig, at jeg skriver det her. Hvis du overhovedet har nogle følelser. Du er så arrogant. Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg har det indeni. Og den eneste måde jeg kan komme af med det på, er at skrive her. Jeg har mistet alt respekt for dig. Hvordan kan du gøre det imod os? Hvordan kan du gøre det imod dig selv? 

Fanget i et tomrum.

Har du nogensinde haft den følelse, at du ikke ved hvor fanden du har dig selv? Det ene tidspunkt er man glad og alting føles godt. Og ligesom alting ser lyst ud, bliver alting sort og hvidt, man bryder ud i gråd på ingen tid. Jeg ved ikke helt hvorfor, eller gør jeg? Der så mange ting der kører rundt i mit hoved. Jeg er flyttet tilbage til Helsingør, efter 3 måneder i Farum, hvor jeg bare ikke kunne falde til. Jo, jeg føler mig hjemme her og det skønt. Jeg har mine venner, familie, skole og arbejde her. Men jeg mangler noget. Mit humør svinger hele tiden. Jeg kan stå og grine over ingenting og pludselig bryde ud i gråd. 

Har du nogensinde haft den følelse at du føler dig trådt på? Virkelig trådt på. Sådan har jeg det nu. Den person der burde være mit forbillede, den person der burde elske mig højst af alle mennesker i verden og som jeg burde elske lige så højt, egentlig ikke er den man troede? At alt hvad der nogensinde er blevet sagt, er løgn på løgn? Det lyder måske åndsvagt, I tror nok det noget jeg siger, fordi jeg er sur? Nej .. Det er sådan det er. Det kan ikke laves om. Jeg troede virkelig på at det skulle være mit forbillede, men det skulle det ikke være. Jeg har ikke nogen at se op til længere. Jeg fatter ikke hvordan du har kunne lyve om ALT overfor mig? De mindste ting, som ikke betød noget til alt det der betød mere end alt. Ikke kun overfor mig, men også overfor alle andre. Tror også du lyver overfor dig selv .. Måske kan du bare ikke klare sandheden og den virkelige verden? Du ikke et dårligt menneske, du kan bare ikke finde ud af at have den rolle du valgte for 18 år siden og det såre mig inderligt at det skal være sådan. Det er gået for langt ud og jeg kan ikke klare det længere. 

Der så mange ting der bekymre mig. Bliver jeg nogensinde til noget? Hvad skal der ske med dig? Med mig? Med os? Med det her. Hvor står jeg? Jeg føler mig fanget i et sort hul, jeg ikke kan komme op af. Jeg står bare her. Jeg kan intet gøre. Jeg bekymre mig om alle andre. Jeg er så dårlig til at tænke på mig selv. Hvordan kommer jeg ud af det her? Hvornår får jeg lov at være glad? Hvornår stopper de onde stemmer i mit hoved? Hvornår bliver alting godt igen? Hvis jeg gør hvad jeg tror er bedst for mig, er jeg bange for at såre andre. 

Nej, jeg har aldrig haft en kernefamilie. Mine forældre blev skilt da jeg var ganske lille. Det har altid været min far, der har passet og været der for min bror og jeg. Altid. Den eneste mand der aldrig nogensinde har svigtet mig. Ligemeget hvor fuckt op jeg har opført mig, uanset hvor mange dumme ting jeg har gjort, uanset hvor dum jeg har været, har han ALTID været der, stået med armene åbne og taget mig til sig. Min helt. Jeg kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er, også selvom jeg er dårlig til at vise det. Vi har alle lavet fejl. Men du har altid været den bedste mand og far for os. 
- Jeg husker ikke mine forældre sammen. Jeg har set billeder fra mine fødselsdage, men jeg husker det ikke. De var sammen til min norfinmation, men jeg husker det dårligt, at de var sammen. Kan huske dagen. Men kan ikke huske at mine forældre var sammen. 

Jeg er håbløs. Jeg er fuld af vrede, gråd, skuffelse. Hvor skal jeg komme af med det henne? Jeg blev bedt om at komme ud med det igennem bloggen, for det mener min reserve mor jeg er god til.

Jeg vil takke min reserve mor Pia Hedegaard, min bedste veninde Frida Jørgensen, min skønne far Bo Bloustrød og min veninde Signe Levring, for at være der for mig i denne tid. For den evige støtte. Kærlighed til jer. <3 <3

18 års!

Hej drenge og piger.

Det er en del tid siden jeg har skrevet på bloggen. Har haft møg travlt med at planlægge min 18 års fødselsdag, som blev holdt i Lørdags med succes! Det gik godt, jeg hyggede mig og der var mange skønne mennesker!

Tætte venner og familie kom til spisning ved 17 tiden. Vi havde lavet en lille leg, hvor der lå en sedl under alle tallerkenerne, med en ting de skulle gøre under middagen, det var sjovt! Vi hyggede, snakkede, grinte, spiste og drak.

Da klokken blev 19:30, åbnede dørene for de festglade mennesker, som kom for at fejre mig! Der blev skruet op for musikken, folk dansede og drak.

Og selvfølgelig havde min mor arrangeret en stripper .. Stipper Daniel! Hold nu op, altså .. Men sjovt var det! Vil lægge nogle billeder ud af min fantastiske aften.

Af hjertet tak til alle de skønne mennesker, der kom og fejrede mig.
Tak til min bedste veninde som kom helt fra Tinglev, for at fejre mig.
Tak til Nicky, Brianna, Kenneth og mor, som stod vagt og sørgede for at der ikke var for meget ballade.
Tak til min mor for at arrangere den bedste aften i mit liv! Tak til Frida, Maria, mor og mange andre for det hele lykkedes!
Og ikke mindst tak for alle de smukke gaver!

ALT KÆRLIGHED TIL JER <3

Tryk på dette link for at se billederne.
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.10200867001822179.206139.1378471674&type=1&l=bb2ad91737

Fødselsdag..

Omg ... Der er kun to uger til jeg har fødselsdag! 18 år ... Det er ikke til at forstå, men jeg glæder mig så fandens meget! Min far holder fødselsdag for mig den 16/2, for min lille familie. Og den 23/2, holder min mor kæmpe fødselsdag for mig, hvor mine gode venner kommer til spisning også senere på aften kommer der en masse mennesker og fester hele natten med mig! Vi bliver over 200 mennesker, jeg håber bare det lykkedes og at det bliver fedt! Jeg skal nok følge op, med hvordan det er gået!

Jeg får ferie på Fredag, også skal jeg til Slagelse og fejre Vanessa's fødselsdag. Og dagen efter tager vi en tur til Gloustrup og fejre brormand! Det skal nok blive hyggeligt. Vil bruge ferien på at planlægge det sidste til min fødselsdag. Arbejde også ellers bruge tiden med venner, veninder og familien.

Tiden går så hurtigt .. Og om en måned skal vi have sendt ansøgning ud til vores uddannelses sted, hvor vi vil hen efter 10.Klasse! Og jeg er så overlykkelig over at jeg er blevet erklæret uddannelsesparat! Det letter mit hjerte.

Imorgen har lillebror fødselsdag, han bliver 9 år. Det helt vildt, så hurtig tiden går.

- Love and hugs.

Savner tiden ..

 

Har du en ven, som du bare kan være dig selv med, sådan 100%? Være fjollet med, grine med men også seriøs? En du så hverdag .. Det havde jeg engang .. En rigtig ven, som var som en bror, som en bedste ven .. Men så er der ting der kommer i vejen og man føler sig som en lus klemt mellem to negle .. Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg savner det! Billeder kører igennem mit hoved, den tid vi havde sammen og alle vores minder .. Men hvis det var så ægte, hvorfor gik det så i stykker? Hvis det føltes så rigtigt, hvorfor kæmpede vi så ikke? Hvorfor gjorde jeg ikke? Du kæmpede, men jeg var kold .. Man siger at den der betyder mest også er den der sårer en mest - det kan jeg godt relaterer til .. Jeg savner hver eneste fucking tid med dig og alle vores minder .. Jeg håber du har det godt. Jeg håber vi en dag kan mødes på midten .. Alle fortjener en chance.

Kærlighed.

Jeg har haft det dårlig hele dagen, så har sovet længe - alt for længe. Har bare set film hele aftenen og nu hører jeg så musik, pludselig falder jeg over denne sang, sunget og skrevet af Jonathan Clay - "Heart on fire" .. Har hørt den flere gange nu. Også får jeg tanken: "Jeg savner en kæreste!" Og får lyst til at skrive om kærlighed.

Faktisk tror jeg ikke der nogen der forstår kærlighed og hvad det egentlig er. Kærlighed kan være meget! Mellem venner, familie. Til sport, musik eller noget hele tredje. Det kan være så meget. Jeg har kærlighed til min familie, til mine venner, veninder, kollegaer, mit arbejde, musik og at skrive. Det er de ting der gør mig glad, det er det jeg elsker. Men forfanden hvor jeg savner en sød fyr, som jeg kan være glad sammen med. En jeg kan give min kærlighed til og omvendt.

Folk spørg om jeg nogensinde har været rigtigt forelsket? Og ja, det har jeg nok .. Jeg har det sådan, min kæreste skal også være min bedste ven, ment på den måde, at vi skal kunne fjolle, have det sjovt og alt det, men også være seriøse sammen.

Savner du også en kæreste i denne kolde tid? Det gør jeg.

http://www.youtube.com/watch?v=ZVU9stRosF8

Jul i kirken.

Sidste år på denne tid, var vi lige blevet smidt ud af vores lejlighed på Vapnagaard. Vi boede på det man kalder et "akut-hjem", et lille værelse på små 12 kvadrat meter. Min mor, lillebror og jeg. Det var hårdt. Vi delte toilet, bad og køkken med 8 andre værelser. Det var klamt. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre og det sårede min mor, hun ikke kunne give os en ordenlig jul.

Min mor havde en veninde, som havde meldt sig som frivillig til kirken, hvor de holder jul, for ældre mennesker og de små familier. Det koster 75,- pr. pers. Hun tilbød os at vi kunne komme der, og det gjorde vi.

Vi ankom mellem 18:00 og 19:00, hvor vi fandt vores pladser også sad man og lærte dem fra bordet lidt at kende. Der blev serveret mad, øl, sodavand og vin. Og ved hvert bor sad en af de frivillige og var "vært" for bordet. Der var en skøn stemning. Flest ældre mennesker. Men det var super hyggeligt. Senere på aften sang vi julesange, dansede om juletræ, alle sammen også de gamle som sad i kørestol. Også var der blevet købt julegaver til alle der var der. Alt dette for kun 75,- ! Jeg synes det vildt.

Så hvis du en juleaften sidder alene, kan du være med til denne oplevelse. Jeg garantere for, at det er en smuk oplevelse. Til at starte med tænkte jeg: "Helt seriøst.." Men efter 10 minutter, følte jeg bare den glæde alle de ældre gik med. Det var så hyggeligt.

I år skal jeg holde jul sammen med min fars familie. For første gang siden min farfar døde, at vi alle skal samles. Farmor, onkel Ole, onkel Henrik, hans kone Annette, onkel Per, hans forlovet Pia, onkel Jan, Maria og ungerne Alberte og Silas, min far, lillebror, papmor og jeg. Jeg er sikker på det nok skal blive hyggeligt, men det føles mærkeligt at farfar stadig ikke er her. I virkeligheden er jeg slet ikke i julehumør, men savner at være i selskab med min familie.

Hvem skal I holde jul med i år?
Jeg ønsker jer alle glædelig jul og et godt nytår.

My hair.

Da jeg var omkring 9 år, fik jeg klippet mit hår helt kort, fuldstændig! Jeg var så ked af det over det, for jeg ville som alle andre piger, gerne have langt prinsesse hår .. Jeg lod det vokse, det blev langt - omkring til brystet .. Men det var i pop tiden, og dum som jeg var, klippede jeg det til skulderne, for at få extensions! Nok det dummeste jeg har gjort imod mit hår! I starten var jeg jo glad for det, jeg fik extensions .. Men der gik ikke længe før jeg blev rigtig ked af det .. Det begyndte at blive langt igen, Maj 2010 fik jeg det klippet op til skulderene af en lorte frisør .. Siden da gik jeg ikke til frisøren, enten klippede jeg det selv - ellers gjorde min mor det. Nu er det ca et år siden jeg blev klippet, og da blev det klippet lidt under skuldrene - men det begyndt at blive okay langt, og det jeg glad for! Billeder bliver vist nedenunder .. Så piger, lov mig i aldrig begår samme fejl som jeg gjorde!

 

I 2005 - Ca ½ år efter jeg fik det klippet HELT kort.

Her er det okay langt - naturlige krøller.

Taget samme dag jeg var så dum at klippe mit lange
hår af, bare for at få extensions .. :-(

 

Her har jeg så extensions i, som jeg drabte mit eget
lange hår, for at få .. :-( 

Nytårsaften, hvor jeg stoppede med at gå med
exstensions og ville lade mit hår vokse ..

Billede er taget her i December 2012! Efter det hår fået
lov at vokse - og jeg er glad for det. Nu skal det bare blive
ved med at vokse, så jeg endelig kan få det lange prinsesse
hår jeg altid har ønsket mig! Det skal siges mit hår er meget
tykt og at jeg har krøller, så det ser på ingen måde kønt ud
hvis det er kort - kun hvis jeg glatter det. :-)

 

Af hjertet tak!

Efter jeg i Tirsdags delte min historie, har jeg fået beskeder fra folk rundt omkring i landet, jeg ikke kender, med positiv respons. Og folk der fortæller deres historie til mig. Folk jeg slet ikke kender, har delt min blog. Og samme dag havde over 100 været inde og læse den! Det gør mig rigtig glad! Kærlighed til alle jer, drenge og piger - mand og damer.

Min historie - min tatovering.

Jeg kan ikke beskrive med ord, hvilken følelse jeg havde i maven da jeg sad med armen på den lille pude, og tatovøren kørte nålen i min hud. En masse flash back fløj gennem mit hoved - de sidste par år af mit liv, har været som en rutsjebane - op og nedture. Ikke alle kender til min historie, og min fortid - da jeg ikke har ville råbe højt om den. Folk tænker det sikkert bare har været mobning, som man hører så tit. Men nej, jeg er faktisk aldrig nogensinde blevet mobbet.

Min mor og far gik fra hinanden da jeg var helt lille, i virkeligheden husker jeg slet ikke mine forældre sammen - så jeg har aldrig oplevet at være i det man kalder "kernefamilie" - den perfekte familie. Min mor var meget syg og flyttede til Tyrkiet - kender ikke hele historien, men i virkeligheden er jeg ligeglad - for hun kom tilbage til mig. Min fars familie kan stadig ikke accepterer min mors valg for 15 år siden, og det går mig grænseløst på, at de ikke bare kan komme videre.

Det er ved at være 5-6 år siden det hele for først gang ramlede ned over mig. Der skete en hel masse og jeg kunne næsten ikke følge med.

År 2007, var det år alt startede.
Min farfar blev alvorligt syg. Han havde fået lungekræft, som I også kan læse i et af mine andre indlæg. Han blev kastet rundt mellem hospitaler og hjemmet. Ærlig talt, så forstod jeg det ikke rigtigt. Men jeg kunne mærke noget var galt, for min familie var ikke glade på samme måde, og farfar rendte rundt med en ilt flaske. Han fik opereret den ene lunge ud. Men efter flere lange måneders hård kamp, kunne han ikke længere. Han og farmor valgte derfor at slukke for respiratoren, for at farfar ikke skulle lide mere. Dette kom som et stort chok for mig, for jeg var overbevidst om at INTET kunne slå min farfar ned. Men det kunne kræften. Selv den dag idag, efter snart 5 år, fylder det stadig meget i mig.

Jeg begyndte at cutte i mig selv. Jeg prøvede at fjerne smerterne og tankerne et andet sted hen. Jeg gjorde det ikke kun én gang, jeg blev ved. I over 1 år gjorde jeg det næsten hverdag. Med barberskraver, smadret glas, sakse og alt andet der var skarpt. Jeg husker en Lørdag aften, min bror og jeg skulle se film, jeg glemte alt om han var der og træk ærmerne op, min lillebror fik tårer i øjnene og kiggede på mig og jeg udbrød: "Hvad fanden glor du på?" Han pegede på min arm, der var fyldt med ar, og forstod ingenting. Jeg brød sammen. Jeg stoppede en kort periode, men der blev ved med at ske ting.

Jeg flyttede skole fra Nordvest skolen til Tibberup, men flyttede igen efter få måneder. Jeg var i en vanskelig alder, alt pissede mig af og jeg kunne ikke være under samme tag som min far og lillebror. En Tirsdag valgte jeg at pjække fra skole, pakke alle mine ting og tage toget hjem til min mor. Efter nogle timer stod jeg på Odense banegård, greb telefonen og ringede min mor op: "Kom og hent mig på banegården." Jeg græd og græd i flere timer, min far ville ikke lade mig blive. Jeg kom hjem til Helsingør igen, men der gik ikke mere end to måneder også stak jeg af igen, denne gang tog jeg ikke hjem. Jeg flyttede med mor til Langeskov, og den 14 April 2009 startede jeg på Langeskov skole afd. Bakkegård skolen. Jeg var fyldt med makeup og exstensions, det var min måde at skjule at jeg var ked af det. En facade.

Jeg mødte denne pige på nettet, den 21 Januar 2009, vi skrev sammen flere timer om dagen, og efter kun en uge, havde jeg fortalt hende ALT om mig. Ting ingen andre vidste. Vi blev hurtige gode veninder, jeg mødte hende for første gang den 6 Marts 2009. Jeg glemmer det aldrig nogensinde! Vi blev bedste veninder. Jeg boede på Fyn mens hun boede i Frederiksværk. Men op under et år, endte vi med at bo i samme by. Hun var som en søster for mig, min anden familie - mit andet hjem. Og sådan har jeg det stadig den dag idag! Hun blev meget syg, og det tog hårdt på mig! Jeg begyndte at gøre skade på mig selv - igen. Jeg kunne ikke andet end tænke på: "Hvad skal jeg gøre uden hende?" Hun havde endelig fundet glæden frem i mig efter flere år med nedture. Vi har godt nok haft vores små nedture og skænderier - men vi har altid mødtes på midten igen. Og det er jeg glad for. 4 år er snart gået, og hun er stadig den der kender mig allerbedst. I love you, girl. <3 <3

Vi flyttede fra Langeskov til Ullerslev, da mor valgte at flytte sammen med sin kæreste. Det gik rigtig godt, hans piger var som mine søskende og vi fik et tæt bånd sammen. Men flere personlige ting, gjorde at det ikke fungeret som ønsket. Igen skulle jeg pakke mit værelse og videre. Heldigvis ikke til en ny by - jeg kom hjem igen, til min hjemby. Helsingør. Hver gang jeg pakkede noget ned, trillede en tårer. Jeg var endelig faldet til og min bedste veninde boede kun 10 minutter væk. Jeg skulle sige farvel til min klasse, jeg havde lovet mig selv ikke at græde - men kunne ikke længere holde det ud, da flere af mine veninder brød sammen. Den 9 April 2010, jeg skulle sige farvel. Jeg mødtes med min bedste veninde, vi gik hinanden i møde og da jeg kunne se hende, løb jeg mod hende og brød fuldstændig sammen, vi holdte om hinanden i flere minutter og græd. Fra den dag jeg skulle sige farvel til jeg skulle starte i ny skole den 20 April, græd jeg uafbrudt! Tror aldrig jeg har grædt så meget, som jeg gjorde der! Jeg flyttede igen skole. Faldt hurtigt til, var venner med alle og havde det godt. Jeg fandt sammen med en fyr, vi havde det rigtig godt sammen. Efter 2 måneder, var der bare nogle ting, der ikke fungerede - vi gik fra hinanden. Og med pres fra fars side af familien, om at det ikke var godt for mig at bo hos mor. Jeg brød sammen, kunne ikke holde det ud mere - jeg flyttede tilbage til min far. Men det gik ikke som ønsket og efter et års tid flyttede jeg igen hjem til min mor.

Vi boede på Vapnagård, Hestens Bakke.
Mor havde en veninde boende i noget tid, indtil fogeden stod foran vores dør og smed os ud, fordi min mors daværende veninde ikke have betalt husleje, da det var hendes tur. Vi fik 15 minutter til at pakke de mest nødvendige ting, og komme ud. Jeg kunne ikke klare at se min mor sådan, hun græd som aldrig før. Vi boede på hotel i 8 dage, også kom vi ned på et akut værelse, på 12 kvadrat meter. Mors gode ven tilbød os at flytte ind i kælderen hjemme ved ham, og da boede vi fra den 1 Februar 2012 - 4 December 2012. Jep, endnu engang skulle jeg pakke mine ting, og videre - til endnu en ny by. Nu bor jeg i Farum, og det er dejligt at vi har vores helt eget nu. Men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke gad. Synes jeg har flyttet nok - det her bliver sidste gang jeg flytter - indtil jeg flytter hjemmefra!

Den dag idag er jeg stærkere end nogensinde! Jeg behøver ikke længere gemme mig bag en facede af makeup og falsk hår. Jeg har valgt at være mig selv, bruger ikke makeup til hverdag, går det i det tøj der passer mig. Jeg har ikke cuttet i næsten 2 år. Jeg har fået en fætter og kusine. Jeg går på 10.Klasseskolen, jeg pjækker ikke længere og passer min skole hverdag. Jeg har et skønt fritidsjob i NETTO Ålsgårde, som jeg er glad for! Søde kollegaer og en skøn chef! Mit forhold til min mor er stærkere end nogensinde før.

Og til dig der har brugt tid på at læse dette, tusind tak!
- Det var skønt at komme ud med det. Der er meget mere, men det holder jeg for mig selv, for det er meget personligt.

 

Denne tattoo symboliserer at jeg har klaret mine kampe og at der stadig er håb forude, man skal tro på sig selv. Farvel til kniven, glasset og alt andet. Jeg er en glad pige nu, trods alt. Når jeg kigger ned på mit håndled får jeg flash backs, tårerne presser på - men jeg smiler.

Im back.

Hej.

Det er alt for lang tid siden jeg har skrevet, og det har jeg det rigtig dårligt med. Men der er simpelthen sket så meget de sidste par måneder. Jeg er blevet rigtig glad for at gå i skole, underligt - når man tænker på, hvordan jeg har haft det med skole før i tiden.

I Tirsdags holdte jeg fri, fordi vi skulle flytte. Fra Helsingør til Farum. Egentlig tænker jeg, at jeg har flyttet meget. Men på en måde, har jeg det godt med at flytte - den her gang. Nu håber jeg bare vi kan blive boende, og næste gang jeg skal flytte - bliver det den dag, jeg flytter hjemmefra. Før vidste jeg ikke hvad Farum var, vidste ikke der var noget der hed det, men det ved jeg nu. Det er den by, jeg bor i.

Jeg blev tatoveret i Onsdags, og jeg er mere end lykkelig for dem! Billeder følger, også får I også et billede af den, jeg fik i August.

Jeg håber jeg snart kan komme igang med at skrive blog noget oftere igen, for jeg savner det fandeme. Men der har bare ikke været så meget tid til det, pga. skole, arbejde, flytning - osv.

Håber I alle har det godt.

Tattoo!

Jeg skal på Langelandsfestival her den 20 Juli, og min dejlige mor har givet mig lov til at få tattoo! Jeg glæder mig alt for meget! Skal have en på mit håndled, også vil jeg måske også have en i nakken. Jeg lover at der nok skal komme billeder af det, når jeg har fået dem lavet.

I må meget undskylde at jeg ikke får opdateret, som jeg havde ønsket jeg kunne. Men har ikke længere nogen computer. Så det svært. Har fået lov til at låne mors i dag, da hun ikke er hjemme. Men jeg er begyndt at skrive "dagbog" hvor jeg skriver ned, så jeg ikke glemmer at skrive, og når jeg så kan, vil jeg opdaterer bloggen. 

Hvad kunne I godt tænke jer at læse om? Er åben for stort set alt. Så hvis der noget bestemt du gerne vil læse om, eller læse mere om, så stem i min afstemning der er ude i siden eller skriv til mig på Facebook: Aimée Elisabeth. 

Love and hugs. <3

Længe siden?

Hej bloggen.

Jeg ved at det er pænt lang tid siden jeg har skrevet, men jeg har haft så meget andet at tænke på, og har ikke haft tid til at skrive. Men jeg har fandme savnet det meget. Lige nu har jeg læseferie, og jeg nyder det. Så håber jeg også jeg får tid til at skrive meget mere. Og få opdateret mere på bloggen.

Imorgen skal jeg til fødselsdag hos min lille fætter som bliver 1 år. Tiden går stærkt, jo. Men jeg glæder mig til at se ham og min familie igen, for det er efterhånden længe siden, at vi har været samlet allesammen.

Hvad skal I lave i sommerferien?
- Jeg skal til Langelandsfestivalen, hvor jeg har meldt mig som frivillig i køkkenet. Jeg glæder mig utrolig meget, for jeg har virkelig ønsket og komme derned i 4 år nu. Også skal jeg have lavet min første tattoo dernede, kan slet ikke vente.
- Også vil jeg klart bruge tid på alle mine venner og veninder, og måske smutte en tur forbi Fyn og sige hej til mine gamle skolekammejunker. :-* Miss you, Langeskov/Ullerslev.. :-(
- Men hvert fald, rigtig god sommerferie til jer allesammen.

I Fredags have jeg sidste skoledag med min klasse.
Vi startede hjemme hos vores klasselærer, hvor vi spiste morgenmad. Ca halv ti, gik vi op mod skolen, hvor vi skulle stå på taget med parallé klassen og kaste karameller ned til alle de små. Følelsen af at stå oppe på taget, kigge ned på alle de børn man har gået i skole med de sidste to år, var mærkelig. Vi skulle lave show, og efterfølgende tog vi hjem til min bedste ven. Nogen valgte at tage på bakken, og den anden halvdel valgte at tage ud og bowle grundet det dårlige vejr. Om aften mødtes vi ved 20 tiden, og drak.
- Drenge og piger, hvor skal jeg starte? Jeg har gået på skolen i lidt over 2 år. Og på de små 2 år, har I virkelig sat fodspor i mit hjerte, hver og én. I har alle en betydning for mig, og I vil aldrig blive glemt. De fleste af jer ser jeg heldigvis også næste år. Det bliver mærkeligt, ikke at skulle se jer 5 ud af 7 dage længere. Det bliver virkelig mærkeligt at skulle undvære jer. I er alle nogle fantastiske mennesker, virkelig. Jeg håber vi bliver ved med at holde kontakten. Og vi mødes én gang i mellem. Love you, drenge og piger. <3

Love and hugs.
- Aimée Elisabeth.
-

Dansk stil.

Du vil sikkert tro jeg er bindende gal, eller noget i den dur. Men jeg sad igår aftes og skulle skrive en stil til idag. Overskriften var "Om at reagere" hvori jeg skulle reflektere over citatet: "Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os, men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere over for det, der sker os." Det var meget svært for mig. Og fik råd fra nogle venner. Men til sidst, kom en masse en i mit hoved. Jeg vil dele den med jer, da andet afsnit har kæmpe betydning for mig, da det handler om min farfar. Jeg ville blive glad, hvis I ville give jeres mening om den. :-)

"Vi vælger jo ikke selv hvem vi elsker os i, men vi kan vælge hvordan vi vil reagere. Er han en mand med et stort hjerte eller er han et svin? Så vælger vi ikke selv hvem vi forelsker os i. Man kan jo ikke gå ned i byen, vælge fyren med de blå øjne, det charmerende smil, lækkert hår og fede stil, også sige: ”Ham vil jeg forelske mig i”. Nej. Forelskelse er en følelse, det er kemi mellem to mennesker. Ikke noget man vælger. Man kan blive forelsket i det største svin, uden at forstå hvorfor. Vi vælger det jo ikke selv.

 Hvordan reagere man egentlig når man får af vide, at ens elskede har kræft og kort tid tilbage? Jeg husker ikke hvordan jeg reagerede dengang min farfar fik konstateret lungekræft. Jeg var ikke så gammel, så jeg forstod det ikke rigtigt. Men da jeg så ham, var jeg bange for ham. At han begyndte at miste hår, pga. alle kemobehandlingerne, at han ikke længere kunne sidde og spille kort med mig, eller smile på samme måde. Men på lå hjælpeløs i sengen. Men jeg troede på, at en engel holdt hånden over ham, at det bare var en af de prøver Gud giver os. Men nej, jeg tog fejl. Jeg drømte en drøm, en drøm om at min farfar døde, at han fald ud af hospitalssengen, og slog hul i hovedet, hvorefter han døde, da de få timer før havde valgt at slukke respiratoren. Jeg vågnede, jeg græd. Men lagde mig til at sove igen. Om morgenen sad mor i køkkenet, noget var galt. Hun fortalte at farfar var gået bort, og himlen havde fået sig endnu en stjerne. Min reaktion var, at jeg begyndte at græde. Min højt elskede farfar var taget fra mig. Hvorfor Gud valgte at min farfar skulle dø, det ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg reagerede som jeg gjorde - jeg græd.  

Man er fri til at vælge hvordan man vil reagere over for de ting der sker os, men ikke hvad der sker os. Selvfølgelig vælger vi ikke selv at blive syge, at miste noget eller dø. Men nogen ting vælger man selv. Man vælger selv hvad man vil, hvorfor man vil det og hvad man vil med det. Når man tager en beslutning, kræver det at man har mod til at være et frit menneske. Gør hvad du kan, med det du har, der hvor du er."

- Aimée Elisabeth.

Kærlighed?

Rigtig mange stiller tit spørgsmålet: "Hvad er kærlighed?" Og ærligt, ved jeg ikke hvordan jeg skal forklare mig. Jeg synes kærlighed er mange ting. Jeg tror kærlighed er alt? Forstå mig ret. Kærlighed er i familien. Der kærlighed mellem venner. Der kærlighed mellem to mennesker i et forhold. Nogen har kærlighed til et dyr. Andre til musik, dans, fodbold eller noget helt fjerde. Jeg tror kærlighed er mange ting, kærlighed er alt. Uden kærlighed, tror jeg ikke vi ville kunne fungere. Jeg har kærlighed til min familie, til mine venner og veninder, jeg har kærlighed til musikken. Kærligheden er noget af det smukkeste i verden. Jeg elsker at se folk lykkelige, jeg elsker følelsen af forelskelse, den varme følelse man får indeni når man ser personen i øjnene, org.


Har du prøvet det med at forelske dig i en, hvor du virkelig bare elsker ham/hende så meget, at du er bange for, at miste ham/hende? Og når man så mister personen, så tænker man bare "fuck kærlighed", men det jo egentlig noget lort at sige. Det er da ikke kærlighedens skyld, at I går fra hinanden. Enten vokser man fra hinanden, ellers er der bare noget der gør, at man ikke skal være sammen. Husk at holde hovedet højt, uanset hvor fuckt det hele kan være. 

"Fuck kærlighed" - Nej, fuck den person

der fik dig til at tænke sådan..

Aldersforskel - hvordan har I det med det? Mange mener, at drengen SKAL være ældre end pigen, men egentlig kan jeg ikke se det forkerte i at pigen er ældre end drengen? For mig er det vigtigste bare, at man elsker hinanden. Selvfølgelig ville det være mærkeligt hvis en 10 årige kom sammen med en på 24. Men, det er slet ikke der jeg vil hen. Hvad betyder det at der er 1-5 års forskel? Når man bliver ældre, betyder det intet at der er 10-20 års forskel. Men når man er ung, bliver man kaldt pædofil, hvis der er små 5 år imellem, jeg forstår det virkelig ikke. Jeg kan ikke se problemet. Hvis man elsker hinanden, så fuck andres meninger. Jeg har både været sammen med ældre, yngre og på min egen alder. For mig, har kærligheden ingen alder.

Love and hugs.
- Aimée Elisabeth.

Uden dig.

"Men jeg er videre nu, ved at der er én derude, som

vil ku' vise mig, at de ikke alle er ligesom dig."

                                          

Hjælp!

Jeg har en side på Facebook, hvor jeg deler min blog, hver gang jeg har skrevet et nyt indlæg. Men i dag, da jeg gik ind på siden, så jeg der var en der havde slået noget op på væggen, og må ærligt indrømme jeg blev rørt, beskeden lød sådan her: 


"Ville blive yderst rørt, hvis du vil støtte en psykisk syg dreng. Jeg lider af Skizofreni, Autisme, Angst og Ocd. Hver dag er en kamp for mig, jeg har droppet alt i mit liv, mit liv er gået i stå - og har været det de sidste mange år. Min sag bliver snart dækket af Tv2, men når jeg ser dig og din blog, tænker jeg fandme - jeg må hellere skrive, hvad nu hvis hun rent faktisk ser det her, og har hjertet på rette sted. Jeg skriver en slags dagbog på nettet, www.justaboy.dk hvor hele min historie også er beskrevet. 


Hvis du ville læse dette, amen så hvis jeg en dag bliver millionær, så får du fandme til en sjat tøj! Og du må meget gerne dele den her på Facebook, da jeg ønsker at have en "hær" bag mig, og få sagt til Handikap centeret for Børn og Unge (Århus Psyk. Hospital, amb.) at deres behandling ikke er acceptabelt. Alene kan jeg intet, men sammen med dig, og mange andre - så er der håb!" 

Og selvfølgelig, vil jeg hjælpe denne unge mand, med det han har brug for! Men, han har også brug for jeres støtte! Han fortjener det, alle fortjener en chance! Og jeg beder om jeres støtte. Denne dreng har ikke et liv som alle andre, han lider af skizofreni, autisme, angst og OCD. 

Læs hans blog, og gør som mig - støt ham!